|
Release date : 10
April 2005
Poul Lendal - af mange kaldt Dansk folkemusiks "Godfather",
kan nu efter at have levet professionelt i over 35 år af sin musik
præsentere cremen af hans karriere, sin musik og mange af hans spillekammerater.
I alt 23 musikere og sangere præsenter han i forskellige sammensætninger
på de i alt 22 titler.
En CD der er ventet af mange..
Poul egen historie:
Små historier
om mit liv inden 'Ønskebarn'.
Poul Lendal, marts 2005.
Først noget
om mig: Jeg er født den 18. november 1951 (altså Skorpion)
i min mormor og morfars soveværelse over køkkenet på
Flemløse Kro på Fyn. I samme seng og i samme rum som min
mor blev født i. Når jeg overhovedet blev det, skyldes det,
at min far efter svendeprøve som murer oppe i Højslev ved
Skive ville være naver. Han gik sydpå sammen med en anden
mureruddannet med naverdrømme. Ved Kolding så de et opslag
om, at en mester i Flemløse manglede svende. De besluttede sig
for at gå til Flemløse, tjene en kasse moneter, og derefter
fortsætte deres vandring ned i Europa. Kæppen i hjulet var,
at der var bal på kroen, og at der på kroen var en ung datter,
som kom i vejen for fars navertanke. De blev kærester og de fik
mig. Efter et kort ophold i Bolbro ved Odense flyttede vi til Tommerup,
som har været min base lige siden.
Min far spillede toradet harmonika og sav efter gehør og som rigtig
spillemand. Min mor var nodespillende klaverspiller. Begge dele til min
udelte fryd. På trods af mangel på mammon blev jeg en meget
forkælet dreng. Jeg har aldrig manglet noget følelsesmæssigt,
og jeg blev godt og grundigt forkælet, hvad angår musik. Ret
tidligt (4 år) ville jeg spille mundharmonika - fluks fik jeg en
mundharmonika (oveni købet en af dem med en tragt til klang- og
ekkodannelse). Lidt senere hørte jeg duoen Jan &Keld, og så
ville jeg gerne have en banjo - fluks fik jeg sådan én. Ganske
vist en mandolinbanjo, som jo ikke er en rigtig banjo. Den er til gengæld
så lille, at jeg kunne magte at traktere den rent fysisk. Da jeg
blev 10 år fik jeg en rigtig tenorbanjo. Senere så jeg i Familie-Journalen,
at man kunne købe en guitar og et kursus i at spille på den
af Jørgen Ingemann. Jeg fik begge dele og begyndte på to
ting:Dels at spille sammen med genboens datter, som også spillede
guitar og sang. Dels at spille i The Checkers, som bestod af mig på
guitar og sang, Per på plastikguitar og Ole på papkasser som
trommesæt. Vores sangmikrofoner var et lampestativ med tre teleskoparme
- men uden mikrofoner. Vi legede, at vi var musikere. Anderledes alvorligt
blev det, at jeg lavede en duo med Lene fra den anden side af vejen. Vi
mente det alvorligt. og vi begyndte at tage ud til amatørkonkurrencer.
De fleste vandt vi, og vi endte med en grande finale i det daværende
Fyns Tivoli. Det var intet mindre end storslået. Vi sang kopisange
fra Donovan, Bob Dylan og en del traditionelle amerikanske sange. De ord,
vi ikke kunne huske eller udtale, dem lavede vi om til en slags fynsk
mundmusik. Dét udgjorde ikke noget problem - vores publikum var
ikke mere sprogkyndige end os. Duoen blev siden til en rocktrio med elektrisk
udstyr og Frode 'Maler' som trommeslager.
Pludselig en dag stod der en ny dreng (det var Keld Nørgaard) i
skolegården på Tallerupskolen her i Tommerup. Han havde vinrøde
fløjlsbukser og en blå anorak på, og så var han
langhåret. Det var noget outsider-agtigt, og da jeg i forvejen følte
mig på samme måde, så fandt vi med det samme sammen,
og vi har spillet sammen siden (1968). I starten var det traditionel blues
med akustiske guitarer og mundharpestativ - siden blev det noget andet.
Vi blev nære venner, og da vi var færdige med realen tog vi
sammen på Ungdomshøjskolen i Vester Vedsted ved Ribe. Der
var 108 elever, og på én måde var det min fornemmelse
(set i det klare bakspejl), at alle 108 var outsidere fra hver vores hjemegn.
Uden nogen tvivl: Det var spændende, og det var ualmindelig fedt
at kunne spille musik døgnet rundt. Dansklæreren på
skolen (Peer Sibast) satte tidligt på vinteren et opslag op: Alle
der havde lyst og som kunne spille på et eller andet kunne møde
onsdag kl. 19 i skolens musiklokale. Her skulle vi samles og se, hvad
og hvilken musik, vi kunne spille sammen. Tanken var, at vi skulle spille
til foredragsaftener, sangaftener m.v. på højskolen. Vi mødte
op:Tordenskjold fra Thurø på elbas. Jeppe fra Esbjerg på
følsom nylonstrengsguitar, Torben fra Kolding på kazoo og
vaskebrædt, Erik fra Hvidovre på trommesæt, Keld på
elguitar og mig selv på banjo, kazoo og forsang. Peer spillede klaver
og organiserede det hele. Repertoiret var mest traditionel jazz, men også
noget rock og rul og noget gospel m.v. sneg sig ind i repertoiret. Det
siger lidt om projektet, at vi havde mange jobs, og at vi forblev sammen
to år efter højskoleopholdets afslutning.
Nu kunne man jo efter læsning af ovenstående tro, at spillemandsmusikken
slet ikke var til stede i mit liv. Sådan var det ikke. Hele vejen
igennem har den danske spillemandsmusik været en del af mit liv
og min vejrtrækning. Men som al anden traditionel folkekultur har
det ikke noget navn, og det er ikke noget, der på dén måde
bliver bemærket. Det er der bare. Min fars musik på toradet
harmonika står som et helt lydbillede på min opvækst,
og til alle fester under hele min opvækst i Tommerup blev musikken
leveret af Fru Høgedals Trio, som bestod af Fru Høgedal
på opretstående klaver, Camillos Larsen fra Skallebølle
på violin og Ejnar Murer fra Tommerup på violin. Når
det skulle være sådan lidt ekstra var der en trommeslager
med. Børneballer, danseskole, juletræ, skolefest, Brugsens
generalforsamling...altid den samme trio. Og de var gode - rigtig gode.
Repertoiret var helt traditionelt; polkaer, vals, hopsa, kredsdanse m.v.
og dertil en række sanglege, som jeg var særligt begejstret
for.
Nå, så
i 1969 skete der flere ting på samme tid. Min far byttede min elektriske
udstyr (efter at have spurgt først) for en violin, Keld arvede
sin morfars violin og vores højskoleorkester begyndte at bruge
spillemandsmusikken også. Jeg lavede et for tiden avanceret orkester,
der spillede ny og gammel spillemandsmusik, blues og rock med en besætning
på elguitar, bas, trommesæt og elektrisk violin. Vi levede
ikke længe, men længe nok til at vi spillede et job på
Næsby Skole. Jeg havde, da det var et dagslangt projekt, madpakke
med og dertil min træfiol og den nødvendige sugekopmikrofon.
Vi spillede så det drev, og jeg bemærkede blandt publikum
en meget interesseret mand, som lyttede intenst. Senere på programmet
skulle der spille et orkester, der hed Kvalmemaveorkesteret. Dem måtte
jeg høre, og jeg var opmærksom på, at deres harmonikaspiller
var netop den interesserede tilhører fra mit orkesteres koncert.
Deres sæt var mere end godt, og vi faldt i snak.
Ikke ret lang tid
efter åbnede fritidscenteret Badstuen i Odense. For at gøre
reklame for dette sted samlede man alle interesserede brugere, som kunne
spille på noget. Det viste sig i praksis at være Kvalmemaveorkesteret,
en ekstra banjospiller + Keld Nørgaard, Niels Kjærsgaard
og mig. Vi spillede på gågaden i Odense med så stor
gennemslagskraft, at vi havde tre jobs samme aften. Siden fulgte mange
jobs, og repertoiret kogtes sammen fra den traditionelle spillemandsmusik,
jazz'en, blues'en og politiske sange fra venstrefløjens skatkiste.
Kernen blev langsomt men sikkert folkemusikken, og vi blev ved med at
spille. På et tidspunkt startede Thorkild og Anelise Knudsen Folkemusikhuset
i Hogager, og som en lille del af deres vigtige indsats arrangerede de
en række seminarer, hvor den danske folkemusik var tema. Vi blev
inviteret, og da vi var de eneste fra Fyn, blev vi kaldt Fynboerne, når
der skulle aflægges rapporter i plenum. Herfra hed vores orkester
Fynboerne.
På et tidspunkt
i 1973 satte min far og min gode ven Jørgen Svenstrup os sammen
og snakkede. Vi ville lave et folkemusiklaug. På samme tid var der
en samling musikere med kerne i Højme, der ville det samme. Vi
slog os sammen og dannede Brændekilde Folkemusiklaug. Hver tirsdag
var arbejdsaften privat, og den sidste fredag hver måned var der
åbent hus i forsamlingshuset i Brændekilde. Det kørte
i 11 år og var en megasucces. Rekorden var en arbejdsaften med 93
deltagere i et privat hjem. Der var nærmest ikke nogen, som siden
fik vigtige roller i den fynske folkemusik, som ikke var forbi den epoke.
Siden fulgte et væld af laug, og siden fulgte 'så meget'.
Under alle disse år var jeg i lære hos Ewald Thomsen (V. Åby)
, Alfred Larsen (Gestelev), Fløjte-Niels (Kværndrup), Ejnar
Murer (Tommerup) og mange andre. Jeg har desuden mødt og lært
af Otto Trads (Himmerland), Ludvig Larsen (Idom ved Holstebro) , Camillos
Larsen (Tommerup), Thomas Thomsen (Holstebro), Ceylon Wallin og Eric Sahlström
fra Uppland i Sverige og flere med dem. Vigtigst af alt var måske
mødet med de tre Tinus Brødre fra Oksbøl. Men det
korte af det lange er, at jeg har været heldig at leve i en tid,
hvor alle de store gamle mestre var en mulighed.
Men allervigtigst af alt har hele vejen igennem været Keld Nørgaard
og Carl Erik Lundgaard. Vi har nærmest samme baggrund alle tre,
og vi har spillet sammen siden 1970. At spille med dem er det største,
og jeg har det stadig sådan, at det er som om vi lige har mødt
hinanden og skal til at udvikle noget livsvigtigt, når vi mødes
og skal ud at spille. Og vi har trods alt spillet over det halve af jorden
og det hele kongerige over de sidste 35 år. Psykologer må
vide, hvorfor det er sådan, men jeg tror, at vores stadige nære
venskab, vores faglige fællesskab og udviklingen skyldes, at vi
ikke bare spiller sammen. Det er et livsvarigt laboratorium, og hvis vi
fratrækker sex og rumfart, så er der ikke noget, vi ikke har
prøvet sammen.
At vi løbende har nære kærligsforhold til resten af
hinandens familier skader ingen steder, og vores børn er nu på
banen også. Dét er den største glæde.
Jeg har også stor glæde af at være med i udviklingen
af en folkemusikuddannelse på konservatoriet i Odense. Igen sammen
med Carl Erik og Keld, og her er den særlige glæde jo, at
så mange studerende bliver dygtige, og de begynder nu at præge
den danske folkemusik på déres måde. Mit liv på
konservatoriet begyndte som lærer for den unge AM-studerende violinspillemand
Harald Haugaard. Jeg var lærer for Harald i to år, og i slutningen
af dén periode var vi med til at skrive folkemusikuddannelsen i
Odense. Jeg vidste med det samme, jeg mødte Harald, at her har
vi en ung spillemand, der kan blive en afgørende musiker i folkemusikkens
fremtid. Jeg husker tydeligt, at da jeg en aften sagde dét til
hans far (Niels) , så svarede faren: 'Ja, vi får se...' Jeg
fik ret, og han har siden givet mig ret.
En interessant detalje om vores folkemusiks status er jo, at hvor det
førhen var sådan, at når jeg fortalte, at jeg var spillemand,
så kiggede hele den etablerede musikverden på mig/os og sagde
ikke rigtig noget. Men de regnede os ikke for noget. Efter at folkemusikken
er kommet på konservatoriet, er sagen anderledes:Så er det
jo noget !
Sagt på en anden måde:Min svoger havde flere gange fortalt
sin nabo om mig og min musik. Naboen havde høfligt lyttet, og så
satte de ellers Pink Floyd på cd'en igen, skruede højt op,
og så var dét det. Da vi med Lang Linken fik en D.M.A. i
starten af dette årtusinde kunne min svoger ikke lade være
med at gøre opmærksom på dette overfor naboen. Han
genreplicerede: 'Nå, jamen så ér de jo gode'.
Lang Linken som drengetrio - Lang Linken Grand med vores fruer og af og
til med vores døtre - Harpens Kraft sammen med Herluf Donslund,
Keld Nørgaard, Else Madsen, Susanne Abildgaard og Rasmus Brylle
- samarbejdet med de unge i Serras osv er hjørnestene i mit liv.
Hertil kommer ikke mindst 28 år som lærer på Lilleskolen
i Odense; en skole som i dén grad kan anbefales, hvis man vil sine
børn det bedste, og hvis man mener musik er godt og vigtigt.
Som en slags konklusion
på hele dette liv har jeg den glæde at udgive min plade 'Ønskebarn'.
Hvad fremtiden bringer, kan man kun håbe på !
Med de bedste hilsner
Poul Lendal.
|
GO celebrate 10 years
together
